Frivillig i Guatemala


Går du og overvejer at tage ud og opleve verden og se noget nyt, så er det en oplagt mulighed at rejse til Guatemala og arbejde med Camino Seguro. Det eneste krav, der stilles til de frivillige, er, at de kan arbejde på projektet i mindst 5 uger og har overskud og omsorg til børnene på projektet.

Mange vælger som en del af deres rejse i Latin Amerika eller i forlængelse af deres sprogkursus i spansk, at bruge tid på at være frivillig på Camino Seguro. Det er en unik mulighed for at opleve, hvordan hverdagen også kan se ud i Guatemala, når man kommer væk fra de mere turistprægede områder.

Som frivillig forventes det, at du kan binde dig til at arbejde mindst 5 uger på projektet. Der er mange forskellige arbejdsopgaver, som du kan varetage, alt efter hvad dine kvalifikationer er. Mest almindeligt er det at arbejde som læreassistent, men du kan finde en komplet liste over ledige stillinger her.
Der er et godt samarbejde mellem projektets lærere, fastansatte og de frivillige, hvor alle har mulighed for at bidrage med ideer, lege og undervisningsmetoder, og hvor man i fællesskab planlægger undervisningsforløbet for de forskellige klassetrin. Frivillige med interesse i sang, tegning, formning, dans etc. har mulighed for at gennemføre deres egne små ”mini-projekter” med en gruppe af børnene.

For mange frivillige er tiden hos Camino Seguro den største oplevelse under deres rejse i Latinamerika. At få lov til at være en del af disse børns hverdag og hjælpe dem med at forbedre sig i skolen er en fantastisk oplevelse.

Ønsker du at blive frivillig på projektet, skal du sende en ansøgning direkte til projektet. Information om ansøgningsprocessen findes på Camino Seguros hjemmeside.

Har du spørgsmål til praktiske anliggender i forbindelse med frivilligophold på Camino Seguro inden du sender din ansøgning, er du velkommen til at læse vores ”Ofte stillede spørgsmål” igennem eller kontakte Den Sikre Vej’s frivilligansvarlig, Camilla Højbjerg, for yderligere information på camilla@densikrevej.dk.

Vi håber at have vakt din interesse. Der venter dig en oplevelse for livet – gå ikke glip af den!

_____________________________________________________

Den Sikre Vej - Lundedalsvej 40, ST 2 - 2900 Hellerup - Tlf: 38 60 50 85

 

 
Frivillig